Mange steder i landet havde man den skik at spise en særlig kålsuppe skærtorsdag, der var kogt på ni slags kål, og som derfor også kaldtes nikål eller nikålssøbe. Alternativt kunne den være tilberedt med kun syv slags, men det var afgørende, at de magiske tal, syv eller ni, blev overholdt formentlig som en rest af folkelig overtro. Langfredag spiste man derimod brød, hvilket refererer til det kristne måltidsfællesskab, så påsken har mikset hedenske skikke med kristendommens ritualer. Først og fremmest har kålen dog leveret et solidt tilskud til folkesundheden i det tidlige forår.
Fast basis:
Grønkål, rosenkål og porre kan som regel overvintre i haven og vil danne basis for syvkålen og nikålen:
Grønkål, rosenkål, porre, vild kørvel, brændenælde, skvalderkål, mælkebøtte suppleret med hvad der var af grønne forårsskud i haven eller i nærheden
Vær opmærksom på, at hulsvøb ligner vild kørvel, men er bitter og lettere giftig pga. indhold af et alkaloid: chaephyllin
Nikål og skidne æg: Påskemaden var præget af æg, som var en stor delikatesse - samt det sunde og grønne. I en række ældre beretninger finder man oplysningen om, at man gerne skulle spise et æble påskemorgen. Dette skulle ske på fastende hjerte - og æblet kunne visse steder indeholde en snaps! "Snapse-æblet" skulle bl.a. modvirke dårligdomme som rygværk og lignende i det kommende år. Til påskemenuen hørte også, afhængigt af egnen "Plovgrød", "Harvekager" og "tromleæg". Kælenavne, der dækker over hhv. risengrød, skidne æg og æbleskiver Grønt for helbredet: Blandt de påskeretter, som man ellers støder på, er "ni-kål", blandt dem, der nævnes hyppigst. Der er tale om en slags "kålsuppe" lavet af ni forskellige slags kål - eller grønt - som spises skærtorsdag. Også denne grønne ret skulle have gavnlige virkninger på helbredet. En forestilling var, at hvis man ikke spiste "ni-kålen" kunne det give forskellige skavanker i det kommende år, så som hovedpine, mavesmerter eller "rygværk". "Kål" behøvede man dog ikke at tage for bogstaveligt. Kunne man ikke - så tidligt på året - få fat i dette var der råd: nemlig blot at tage noget andet grønt fx et par brændenældeblade, et græsstrå el.lign. indtil man nåede op på de ni slags.
Grød og æg: Rugmelsgrød kan nævnes som langfredagsret og "skidne æg" som traktement påskedag eller påskelørdag. Påskelørdag kaldtes også fx "skidtlørdag" eller "skiden lørdag" fordi det var vaskedag. Et andet navn - "Stumpelørdag" - viste, at man fandt dagen for kort til alt det, der skulle nås inden den højhellige søndag. I dag spiser mange stadig "skidne æg", og som en pendant til julens madtraditioner holder en del familier og vennelag "påskefrokost", hvor æggeretter og fx lammekød hyppigt er repræsenteret. Navnlig i Østdanmark er disse nyere traditioner i følge en undersøgelse foretaget i 2003 særligt populære.
Charlotte S.H. Jensen Historie Online (dato før 2019)1. april 1788. Skærtorsdagskål med ni slags grønt: Nikål. ...I dag fik vi nikålssuppe – for suppen med de ni slags grønt beskytter jo godt mod den kolde syge i det kommende år. Heldigvis er der en smule grønkål tilbage, og jeg har kommet nogle friske skud fra haven og stengærdet i kålen også, så vi får de ni slags grønt. Jeg lavede kålsuppen på en gammel høne, som ikke lægger mere. Kog en gammel, plukket høne, som ikke lægger mere, i rigeligt vand sammen med to eller tre løg skåren i kvarte, nogle kviste tørret timian og nogle gulerødder i grove stykker, samt nogle sorte peberkorn. Salt efter behag. Kog indtil kødet falder fra benene, og tag skroget op. Pil kødet fra benene, og kom hønsekødet tilbage i suppen. Tag en god mængde grønkålsblade, og hak dem fint på hakkebrædtet. Kom den hakkede kål tilbage i suppen, og kog godt igennem ved simrevarme – gerne ½ time. Suppen må gerne blive lidt tyk, så brug rigelig med grønkål. Anne tilsætter sin kålsuppe ni slags frisk grønt: brændenældeskud, skvalderkål, mælkebøttespirer, græsstrå eller hvad man ellers kan finde i haver og ved gærder. Moderne mennesker med adgang til råvarerne året rundt kan tilsætte purløg, friske bladkrydderurter, blade fra selleri og andet, der falder een ind.
Inge-Mette Petersen, Frilandsmuseet, som anvender fiktive personer i sin historiefortælling 1. april 2010